Tempelkrogen indviet

Vådområdet Tempelkrogen officielt indviet.

Den 13. maj blev Tempelkrogen Nord officielt indviet. De mange deltagere kom spadserende eller på cykel både fra Ågerup- og fra Ordrupsiden. Der blev sunget en lille sang specielt digtet til lejligheden, og derefter holdt Lejres borgmester, Carsten Rasmussen, og John Harpøth, viceborgmester i Holbæk, en tale. De var begge to meget glade for det gode samarbejde mellem deres to kommuner. Der blev henvist til de store fordele ved at begrænse kvælstofudledningen i Isefjorden. EU havde bidraget med 75% af udgifterne.


Borgerne har nu fået et flot naturområde, hvor de kan observere fugle eller bare nyde den smukke udsigt over landskabet. Også flora og fauna vil nyde godt af den store lavvandede sø bag dæmningen fra halvtredserne. Der var allerede observeret mange forskellige fuglearter i området.  


Navnet 'Tempelkrogen' er enestående. Dansk Stednavneforskning  siger intet om det. Men det forlyder, at det stammer fra tiden efter Reformationen. Munkene på Munkholm

John Harpøth og Lejres borgmester har klippet snoren.

var fordrevet fra deres lille kloster og en lille katolsk menighed skulle derefterhave bygget en lille trækirke (tempel) på Asserholm, hvor de fortsatte med at holde messe.Det brød Roskildebispen sig aldeles ikke om. Han sendte sine mænd afsted og det lille tempel blev brændt ned. Det skal verificeres, men navnet beholder vi.


Tilbage til Dyrehaven?

Hvad dækker navnet?


Den del af Tølløse skov, som kaldes Dyrehaven, har i gammel tid været et indhegnet overdrev. Det er markeret med nr. 2 i folderen af Sporet ved Tølløse Skov. Det er et område med selvsåede træer og nogle mindre grupper gamle eg og bøg. Jf. sognekort fra 1816, matr. Nr. 1B markeret som åben skov – overdrev. Området syd for Dyrehaven, matr. Nr. 2A er på de gamle kort ikke markeret som skov, hvilket tyder på, at det har været græsningsareal. Nederskoven derimod er markeret som skov. Dyrehaven blev formentlig etableret af Johann de Neergaard i forbindelse med hans modernisering af slottet og det nye parkanlæg. Den blev indhegnet i 1870'erne af den jagtglade lensbaron. Her havde man råvildt og kronvildt. På kort fra 1861er området syd for Dyrehaven fortsat mark (mark XIII), men herefter skifter det status til fredskov. På kort fra 1934 er både Dyrehaven og skoven ned til Skovfogedhuset, også kaldet Nederskovhuset, markeret som fredskov, og navnet Dyrehaven synes nu at omfatte samtlige matr. numre. Tølløsegårdens jagtglade grever har været flittige til skovrejsning, bl. a. på Grøntved Overdrev. Den nuværende Hundeskov hed i tidligere tider Kuskefolden eller Kuskeskoven.


Holbæk kommune har nu indledt et skovgræsningsprojekt i Dyrehaven. Skoven er indhegnet og en lille flok Anguskvæg får lov til at gå frit rundt i skoven. Dyrene har fået et læskur tæt ved den gamle malkeplads. Der er i den forbindelse ryddet op og fældet i visse dele af skoven for at skabe flere områder, hvor lyset kan trænge igennem til skovbunden. Der er oprettet adgangsled, som sikrer offentlighedens uhindrede adgang. Lignende projekter kendes fra bl.a. Odsherred.


Miljøstyrelsen har godkendt projektet. 


Projektet blev forelagt Lokalhistorisk Forening for Tølløse Egnen i august. 2019. Bestyrelsen mener, at det er et godt projekt, som vil give borgerne en smukkere og mere åben skov.

Ældre matrikelkort over Dyrehaven. Bemærk de aflange lodder til tørvegravning.

Sporet ved Tølløse Skov skal dog muligvis justeres lidt. Beskrivelsen går tilbage til 1990'erne og 20 års skovvækst har ændret noget på forholdene. 

 


Anskuelsesbilleder

Anskuelsesbilleder blev indført i undervisningen i sidste fjerdedel af 1800-tallet. De første serier var i lille format og noget gnidret og overfyldt.  De målte kun 34 x 42 cm. Der blev også importeret billeder fra Tyskland, som var den dominerende leverandør frem til 1. Verdenskrig.


I årene 1902-1904 udkom der en ren dansk serie på 10 billedplancher. Billederne kom i stort format - 75 x 100 cm. Det var forlægger Ernst Bojesen, der stod for at bestille billederne hos anerkendte kunstnere, og kommunelærer Chr. Nielsen havde udarbejdet anvisningerne. Serien af 10 litografier udkom under betegnelsen Nordisk Forlags Anskuelsesbilleder.


Loven af 24. marts 1899 om undervisningen i de enkelte skolefag blev grundlaget for cirkulæret af 6. april 1900. Cirkulæret anbefalede anskuelsesundervisning i de første klasser. Ved samtaler, fremvisning af virkelige genstande og senere tegning på tavlen og vægbilleder, skulle læreren styrke barnets sansning og forestillingsevne og øve det i at fortælle om hvad det havde iagttaget.

Anskuelsesbillede - I Skoven er det efterår

De ti plancher viste livet i en stor by (helt sikkert København)! Udsigt over en Købstad, Landsbyen, På Landet, Ved Stranden, I Skoven, og de fire årstider. De viser livet i begyndelsen af 1900-tallet. Meget er forandret siden da.


Disse billeder med deres store format og klare farver blev den gang erklæret for ’de allerbedst tænkelige’.


På billedet I Skoven er det efterår, for skoven i baggrunden står brunt, rønnebærrene er røde, en morlille slæber på et læs brænde, skovarbejderens hund driller et pindsvin, de to skovarbejdere saver og flækøksen står op ad stammen. Og selvfølgelig er der en runddysse, en jæger og noget vildt i det fjerne. Der er rigeligt at fortælle om!

Ledvogterhuse og banehuse

Talemåde: Det kræver ikke den store ledvogtereksamen!


Ledvogteren var en jernbanefunktionær, som oprindeligt havde til opgave at tilse en bestemt banestrækning. Ledvogteren betjente bommene (med håndsving), når toget kom, skiftede signaler, og holdt trafik væk fra banen. Varsel blev givet først ved hjælp af den optiske telegraf, senere med den karakteristiske meldeklokke, og til sidst gennem linjeringning. Stillingen blev indført i anden halvdel af 1800-tallet i trit med det stadig voksende banenet. De første ledvogtere fik udsigt til en lille pension, havde ret til fri læge og en tjenestebolig til en meget lille husleje.  


Med tiden blev det ledvogterens hovedopgave at holde uvedkommende trafik væk fra sporet, især vejtrafikken, og vedkommende – der var også kvindelige ledvogtere - kunne godt få folk op i det røde felt, når bommene blev lukket for tidligt og blev nede for længe. Der er sikkert faldet mange knubbede ord om ledvogterens begavelse!

Overgangen Tølløse/Kvarmløsevej med banehus.

Det var et ansvarsfuldt arbejde, og der skulle ikke nogen fejl til, så blev man afskediget og måtte flytte.


Ledvogterfunktionen er for længst afskaffet og overskæringerne er enten sløjfet, har fået automatiserede bomme, eller er afløst af en bro. De fleste af os kan sikkert huske, hvordan ledvogterens efterfølgerske i det uendelige kunne bræge sit budskab: Gå ikke over sporet, der kommer tog! Og det kunne tage flere minutter! De utålmodige sneg sig over sporet alligevel, for der var ingen ledvogter til at skælde ud!

Meldeklokken blev efterhånden erstattet med en linjetelefon, som var anbragt i et lille træskur langs med banen. Der kunne ledvogteren sidde i læ på en træbænk ved en kakkelovn. ( se billede fra Tølløse- overskæringen).


Ledvogteren kunne have yderligere beskæftigelse som banearbejder eller sæsonarbejder i skoven og så var det konen, der passede jobbet. Der fandtes et antal kvindelige ledvogtere, og indtil 1906 var de statsbanernes eneste kvindelige funktionærer.


Den sidste ledvogter, Ejner Christensen i Hinnerup, tjente i 1975 55.000 kr. om året, havde ret til 4 ugers ferie og fri hver anden lørdag/søndag. I et interview udtrykte han et beskedent ønske om, at han og konen kunne få lov til at blive boende i ledvogterhuset, når han snart blev pensioneret.


I en tid, hvor antallet af for- og efternavne var lidt begrænset, blev folk ofte identificeret med fornavn og profession: i Soderup havde vi Bom-Henri og i Skimmede Anna Banevogter. Og så var der Jens Ludvig (banehus Nr. 13), som skulle passe to led. Han kørte frem og tilbage ad sporet med sin dræsine. Men en dag - måske efter lidt for mange guldøl i anledning af et kgl. guldbryllup - glemte han  at fjerne dræsinen fra sporet, og så tog toget den hele vejen med til Vipperød. Og så røg bestallingen og dermed banehuset.


Ledvogterhuse og banehuse


Ledvogterhusene er de mest almindelige jernbanebygninger i det danske landskab. De første banehuse og ledvogterhuse var beskedne. Sidst i 1800-tallet blev der udarbejdet typetegninger, som blev anvendt først på Sjælland og senere også på Fyn og i Jylland. De katalogiseres efter det årstal, hvor statsbanernes arkitekter havde udarbejdet tegningen.[1] Sammenlignet med landarbejderes ofte usle bindingsværkshuse var der tale om solide murstenshuse med entre, stue, værelse og køkken og spisekammer, og ovenpå tørreloft og senere også værelse og kammer. Efter moderne standard var disse huse imidlertid små.  Model 1898 måler 42 m2.  Desuden var der et tilhørende udhus. Foran huset stod den karakteristiske meldeklokke. Denne model blev udført i gule mursten på en grå cementsokkel. Taget var dækket med skifer eller tagsten.  Træværket var malet københavnergrønt, en farve, som man foretrak på statsbanernes bygninger, måske på grund af dens holdbarhed.[2] Vi fandt også spor af den på Tølløse remise. Model 1898 blev også opført i røde mursten med hvidt træværk. Det er helt klart, at disse huse ude på landet var en stor forbedring af boligstandarden. De indgik i velfærdsgoderne for de ansatte, sammen med retten til nyttehaver på Statsbanernes marginaljorde.


Ca 1915 kom der en ny typetegning, som oprindeligt blev udarbejdet til portørerne på Kystbanen, hvor personalet på grund af de høje huslejer i området havde svært ved at finde en bolig de kunne betale. Banen byggede derfor disse tjenesteboliger i nær tilknytning til banen for at sikre personale til driften. Denne type er karakteriseret ved udformningen af taget, som trukket hen over det indbyggede udhus med vaskerum, brændselsrum og retirade. Derved sparede man areal uden at opførelsen blev dyrere. Gavltrekanten krager ud og er fremhævet. Den kunne være hvidkalket eller stå frem i røde mursten. Desuden kan der på gavlen ses et stiliseret vingehjul, som i den periode også dukker op på mindre stationsbygninger. Denne model blev imidlertid også anvendt til ledvogterhuse. Arkitekterne var Christian Brandstrup (1859-1937) og Holger Rasmussen (1871-1952).[3]


Placering i landskabet


I slutningen af 30’erne blev mange af disse huse moderniseret, hvilket sikkert har været tiltrængt efter mange årtiers brug. Kun få banehuse og ledvogterhuse er nu fredede eller erklæret bevaringsværdige, hvilket nogle af de velbevarede ellers nok fortjener. Mange er nu i privat eje, og kraftigt ombygget, eller udvidet med tilbygninger. De har derved mistet deres særlige karakter, men deres beliggenhed ofte på åbent land ved en nedlagt overkørsel er der ikke til at tage fejl af.  


Ledvogterhuse ved Nordvestbanen


Banehusene ved Tølløse St. var en ældre model. Det var lave, gule murstenshuse, muligvis tegnet af de samme arkitekter, der tegnede Nordvestbanens stationer. Huset ved overskæringen på Tølløsevej/Kvarmløsevej måtte vige for Landmandsbanken og det ved Posthuset for posthusets udvidelse. Posthuset blev i øvrigt bygget på banens marginaljord. I og i nærheden af Tølløse St. havde bane- og ledvogterhuse nummer 10 med efterfølgende bogstav. I Lunderød lå Nr. 11, som blev overflødigt med opførelsen af broen.


Ledvogterhusene ved Nordvestbanen repræsenterer for det meste model 1898. På strækningen Roskilde-Holbæk faldt nogle huse til offer for dobbeltsporet. Ledvogterhuset ved Tadrevej blev revet ned i 1994 i forbindelse med en etablering af banestien fra Tadrevej til Hjertebjergvej. Huset ved den nedlagte overskæring i Soderup/Hjertebjergvej er imidlertid velbevaret. Derimod må ledvogterhuset i Skimmede (Nr. 12) nu snart vige for elektrificeringen.

_______________________________________________________________________

[1]     Heinrich Wenck var i den tid ledende jernbanearkitekt.

[2]     Også kaldet ’jernbanegrønt’.

[3]     Disse huse beskrives i ARKITEKTEN. Meddelelser fra akademisk Arkitektforening, 4. jan. 1913.